Vi mennesker påvirkes af det, vi oplever gennem livet. Nogle oplevelser sætter tydelige spor, mens andre kan være svære at få øje på eller sætte ord på. Alligevel kan de vise sig i vores følelser, tanker, kropslige reaktioner og i måden, vi er sammen med os selv og andre på.
Måske oplever du, at du ofte er mentalt på overarbejde og hurtigt bliver overvældet, uden du ved, hvorfor – eller at du reagerer automatisk på måder, du ikke helt forstår. Måske kender du følelsen af, at kroppen og nervesystemet er i konstant alarmberedskab og råber vagt i gevær, selvom der ikke reelt er fare på færde. Måske kender du endda til at miste fornemmelsen for tid og sted, som om du forsvinder fra nuet og bliver fanget i en tidslomme.
Her kan krops- og traumeinformeret terapi være en hjælp.
I terapien er der plads til hele dig – både dine tanker, følelser, kropslige fornemmelser og de erfaringer, du bærer med dig. Sammen undersøger vi, hvad der sker i dig, og hvorfor det giver god mening, at du reagerer, som du gør. Og vi undersøger, hvordan du gradvist kan finde nye måder at møde dig selv og livet på.
Kroppen fortæller sin egen historie
Vi er vant til at forstå os selv gennem vores tanker og fortællinger. Men vores oplevelser kommer også til udtryk gennem kroppen.
Måske spænder du op, holder vejret eller trækker dig, når noget bliver svært. Måske reagerer du med uro, bliver handlingslammet eller mærker, at du mister kontakten til dig selv. Andre gange kan det være svært overhovedet at mærke, hvad du føler eller har brug for.
Vores kropslige reaktioner kan være forbundet med erfaringer, hvor vi har været pressede, utrygge eller har skullet tilpasse os for at passe på os selv eller bevare vigtige relationer.

Det er ikke nødvendigvis noget, vi selv vælger eller er bevidste om. Reaktionerne kan være indlærte måder at beskytte os på, som engang har været hjælpsomme, men som måske begrænser os i dag.
I krops- og traumeinformeret terapi møder vi reaktionerne med nysgerrighed frem for at betragte dem som noget, der er forkert ved dig. Vi undersøger, hvad de forsøger at fortælle, og hvad du har brug for, så der med tiden kan blive plads til flere handlemuligheder.
Hvad betyder det, at terapien er krops- og traumeinformeret?
Den krops- og traumeinformerede tilgang har blik for, hvordan belastende oplevelser og relationelle erfaringer kan påvirke vores nervesystem, vores følelse af tryghed og vores måde at være i verden på.
Det behøver ikke handle om én bestemt traumatisk begivenhed. Det kan også være længerevarende belastninger, svære relationer eller erfaringer med ikke at føle sig set, forstået eller tryg.
I terapien undersøger vi sammenhængen mellem det, du har oplevet, dine reaktioner i dag og det, der kan hjælpe dig videre. Vi inddrager kroppen og dens signaler, fordi det nogle gange kan give en anden adgang til det svære end samtalen alene.
Målet er ikke at presse dig til at mærke mere eller genopleve svære oplevelser, men at skabe bedre betingelser for, at du kan mærke og møde dig selv og andre med større tryghed og forståelse.
Hvordan arbejder vi med kroppen i terapien?
I krops- og traumeinformeret terapi er vi først og fremmest nysgerrige på, hvad du mærker i kroppen, når du fortæller om noget svært, eller hvad der sker i dig, når du føler dig presset, usikker eller kommer i kontakt med en vigtig følelse.
Vi kan undersøge, hvad der hjælper dig til at finde ro, mærke dine grænser og stå mere sikkert i dig selv. Det kan være gennem opmærksomhed på åndedrættet, kropslige fornemmelser eller ved at lægge mærke til, hvad der skaber en oplevelse af støtte og tryghed.
Arbejdet foregår nænsomt og i et tempo, der passer til dig. Du behøver ikke kunne mærke din krop tydeligt eller have ord for alt, hvad der foregår indeni. Det er noget, vi kan undersøge sammen.
Vi behøver heller ikke tale direkte om alle de svære oplevelser, du har haft, for at arbejde med de reaktioner, der fylder i dit liv i dag.
Den krops- og traumeinformerede tilgang kan være relevant, hvis du for eksempel:
- Ofte har et nervesystem i alarmberedskab uden at vide hvorfor
- Oplever uro, anspændthed eller har svært ved at finde ro
- Bliver hurtigt overvældet af følelser eller har svært ved at mærke dem
- Har oplevet svære perioder i livet, som stadig påvirker dig
- Dissocierer og mister fornemmelsen for tid og sted
- Har en tendens til at tilsidesætte dine egne behov og grænser
- Oplever, at du gentager bestemte mønstre i dine relationer
- Ønsker en bedre kontakt til dig selv og større forståelse for dine reaktioner

Et trygt rum med plads til hele dig
Når vi gennem længere tid har været presset ud over vores tolerancevindue eller har skullet beskytte os selv, kan fastlåste reaktionsmønstre komme til at styre vores liv og relationer. I terapien arbejder vi med at forstå disse mønstre og undersøge, hvordan du kan åbne muligheder for at reagere anderledes.
Nogle af de vigtigste værktøjer handler om at opdage dine egne signaler tidligere, mærke dine behov tydeligere eller finde større ro i situationer, der før har været svære. Det kan også handle om at sætte grænser, stå ved dig selv og være i kontakt med andre uden at miste kontakten til dig selv.
For mig er det vigtigt, at terapien foregår i et trygt og respektfuldt rum, hvor du ikke skal præstere eller have styr på det hele. Vi tager udgangspunkt i dig og tilpasser terapien til dine behov. Nogle gange er der brug for at tale og forstå, andre gange for at sætte tempoet ned og rette opmærksomheden mod kroppen.
Jeg kombinerer den krops- og traumeinformerede tilgang med mit øvrige terapeutiske arbejde og mit relationsfokus. Når vi bliver klogere på vores egne reaktioner, behov og grænser, kan det også åbne for nye måder at være sammen med dem, vi holder af.
Mit ønske er at støtte dig i at finde et stærkere ståsted i dig selv – med større selvforståelse, mere tryghed og flere muligheder for at leve det liv, du ønsker.

